Ansøgning og vaccinationer

Der er faktisk sket ret meget i løbet af ugen, så jeg tænkte at det måske var på tide at jeg fik opdateret bloggen lidt.

Først og fremmest har jeg modtaget den ansøgning, som jeg skal udfylde for at komme afsted. Der er vildt meget som jeg skal svare på (og jeg kan allerede nu se at den kommer til at være ret tidskrævende) og jeg har kun 5 uger til at skrive den! Det er ikke engang kun mig som skal udfylde den. Mine forældre skal også skrive et brev, min skole skal udfylde noget og så skal jeg til lægen for at blive undersøgt og få en til seddel udfyldt! Jeg har dog allerede givet det til skolen, og jeg skal til lægen på fredag for at få det overstået
.
Sammen med ansøgningen modtog jeg også min underorganisation i USA, som hedder CETUSA. Jeg ved ikke helt hvordan de vælger dem, men i mailen jeg modtog, stod der, at alle de rejse med dem har en gennemsnit på minimum B (svarer til karakteren 10), så det kan være at det er sådan, men jeg er ikke sikker.

Jeg har også fået de første par vaccinationer som jeg skal have, fordi at jeg skal til Sierra Leone med min efterskole, og er skal vi have nogle af dem.
I den mail jeg modtog fra Explorius, om vacciner, stod der at man skal have, hele børne-vaccine programmet (hvis ikke man har det), Hepatitis A og B, guldfeber, stivkrampe og meningokok.
Nu er så heldig at jeg er vildt bange for nåle, og når jeg siger vildt bange, så mener jeg VILDT bange!!! Jeg havde advaret lærerne og nogle af mine venner, men de tænkte at så galt var det nok ikke... men der tog de godt nok fejl! Allerede en halv time inden at jeg skulle stikket, begynder jeg at stortude. Det var virkelig slemt og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Jeg var dog så heldig at Rasmus (min tvillingebror) havde tilbudt at gå med mig ind, fordi han ved hvor svært jeg har det med nåle. Da jeg kom ind, fik jeg hurtigt lagt mig ned, og den søde læge prøver på at berolige mig lidt, men det hjælper ikke rigtig. Jeg får hurtigt de 3 stik jeg skulle have den her gang gang, og da jeg lige har grædt lidt mere, kommer jeg op og sidde. De prøver at få mig til at trække vejret lidt mere normalt (jeg hyrperventilere af angst) og derefter støtter Ramsus mig ud af lokalet. Ud kommer jeg dog ikke helt uden drama, for lige da jeg står i døråbningen (og folk kigger på mig) besvimer jeg! Det er noget jeg har gjort et par gange før, i forbindelse med nåle, så Rasmus var forberedt, og få da også grebet mig og lagt mig ned stille og roligt. Da jeg vågner op igen, får de mig op i en stol,
hvor jeg lige kan falde lidt ned, inden Annika (Rasmus' kæreste, og min super gode veninde) får lagt mig i seng.
Jeg ved ikke helt hvorfor at jeg er så bange for nåle. Det er ikke fordi at jeg synes at det gør ondt eller noget, men af en eller anden grund går jeg i panik. Det hele startede da jeg var 11 år, og skulle vaccineres. Der besvimede jeg nemlig for den første gang, og siden har jeg været hunderæd for dem!